Indeklimamærke til Interface flor

Godkendelsen kommer efter vinterens postyr over nogle tekstile belægninger, der tilsyneladende påvirkede indeklimaet

Interface flor a/s meddelte i midten af april, at producentens tæppefliser nu er blevet godkendt af Dansk Indeklima Mærkning. Godkendelsen kommer efter vinterens postyr over nogle tekstile belægninger, der tilsyneladende påvirkede indeklimaet.

Interface præciserer, at der ikke er blevet ændret på indholdet i produkterne siden certificeringsprocessen hos Dansk Indeklima Mærkning blev indledt i slutningen af 2011. Alle tæppefliser fra Interface har gennem flere årtier været certificeret efter de strengeste internationale retningslinjer, som organisationen GUT har defineret.

- Vi er glade for at have Dansk Indeklima Mærknings certifikat på vores tæppefliser, da en del aktører i danske virksomheder har det som et direkte krav, siger nordisk marketingchef Ann Charlott Lade i anledning af certificeringen.