At lægge gulv kan være en farverig oplevelse

Claus Svendsen har været gulvlægger i 17 år og han glæder sig over, at flere virksomheder har indset, at gulvet kan bruges som en designflade, som man skal gøre noget ud af

Claus Svendsen har været gulvlægger i 17 år, og han synes aldrig, det har været sjovere end nu. Det skyldes, at flere virksomheder har indset, at gulvet kan bruges som en designflade, som man skal gøre noget ud af. Claus og hans kollegaer oplever derfor stadig oftere, at de bliver bedt om at lægge designede gulve og ikke blot de gængse flader i grå nuancer. ”Nu vil virksomhederne have mønstre, kontrastfarver og farveforløb på gulvet, så man kan inddele lokalerne i forskellige områder. Den nye holdning giver flotte og originale gulve, som det er sjovt at lægge,” mener Claus Svendsen. ”Det giver lige lidt ekstra til øjnene, når man tør blande flere forskellige materialer og fx. bruge det nye aflange plankeformat som afveksling til de klassiske kvadrater i sin samlede tæppeløsning”, tilføjer Claus.  

-Det giver altid en tilfredsstillelse at se et færdigt gulv hos en virksomhed. At det hele bare ligger dér som en smuk flade i den nuance, som kunden har bestemt. Men det giver altså ekstra faglig stolthed, når man har fået lov til at lægge et gulv, som er originalt og matcher virksomhedens farver. Det er, som om gulvet løfter rummet op til noget mere, når det er designet efter en gennemtænkt ide, siger Claus Svendsen.

Hurtigt at lægge

Claus Svendsen oplyser, at det ikke tager meget længere tid at lægge et gulv med mønster end et traditionelt ensfarvet. ”Vi går systematisk frem efter en tegning, så vi ved lige præcis, hvor den næste flise skal lægges. Det tager kun en arbejdsdag at lægge et gulv på 80 kvm som det på billedet, hvor den dansk-amerikanske virksomhed, Dansac, har ønsket et råt og naturligt sten-look på gulvet i virksomhedens møderum i Fredensborg brudt af to mindre forløb med stærke kontrastfarver i rød og orange, hvilket er virksomhedens signaturfarver”.

-Tæppefliser vil inden længe helt udkonkurrere tæpper i løbende baner, fordi det på alle områder er nemmere og bedre med fliser, siger Claus Svendsen, der udover muligheden for flot design også peger på, at det for kunden er en fordel, at tæppefliser kan lægges, mens folk arbejder på kontoret. Borde, reoler og andet løftes blot lidt op, når tæppeflisen skal lægges. Derudover er det så meget mere praktisk, når materialerne skal bæres ind i lokalerne. Tæppefliser ligger i pakninger, som let fragtes, uanset på hvilken etage de skal bruges. Det er anderledes besværligt at få en stor, tung tæpperulle ind på et kontor i en travl midtby, da der skal buges lift, der samtidig spærrer trafikken. Så er det altså nemmere at tage nogle pakker med fliser under armen og køre op med elevatoren.  

Naturelementer i kontormiljøet

Den anvendte tæppeflise er Human Nature, som er en af de nyeste tæppefliser fra Interface. Den er udviklet til virksomheder, der ønsker at anvende elementer fra naturen som en del af deres indretning. Interface har gennemført et større forskningsprojekt, som viser, at ved at inddrage elementer fra naturen øges kreativiteten og produktiviteten på arbejdspladser. Ydermere påvirkes velvære og trivsel. Undersøgelsen omhandler kontoransatte i en lang række lande, heriblandt 500 fra Danmark.

Claus Svendsen (tv) lægger sammen med sin makker Lindy Eriksen tæpper i de mønstre, som virksomhederne ønsker. Lægningen af fliser kan ske uden at fjerne møbler.