Indretningen skal give en på opleveren

Hamberger Flooring peger på ikke bare gulvet, men også væggen som et område, der trænger til et løft, og hvor interiøret kan få en vitaminindsprøjtning

Under navnet Haro har Hamberger Flooring GmbH i sydtyske Stephanskirchen i de seneste år udviklet sig til den førende producent og leverandør af gulvbelægninger til det tyske marked. Parketgulve i et imponerende antal kollektioner er centrale i produktporteføljen, men det er produktudvikling i træ, laminat og kompositmaterialer, der både har accelereret og cementeret væksten.

Dokumentationen for den udvikling viste Hamberger Flooring frem på sin over 500 kvm store stand, en af de største på årets BAU-messse i München.

Overordnet har Hamberger med sit Haro-mærke forstået, at ikke bare gulvet, men hele interiøret i en bygning, kalder på oplevelser og personlige rammer ud over det sædvanlige. Dem leverer Hamberger Flooring med sit Haro-produkt. Og samtidig med at iscenesættelsen tilfører noget nyt, må den gerne tage afsæt i det kendte og trygge.

Bredden

Den opskrift har tjent Hamberger Flooring vel og frembragt en række resultater, der lige nu ses forrest i udstillingsvinduet: Parkettens unikke ”grain” kollektioner, der skærer de rå stolper, så gulvet fremstår som en mosaik af træets årer i tværsnit, laminatproduktet Haro Tritty i storformater med 25 års garanti, og varianter med særlig fugtbeskyttelse til de våde rum samt ikke mindst Hambergers topydelse inden for kompositgulve, designproduktet Disano, og et mylder af udtryk fra beton over skifer til marmor, der har naturstenens æstetik, men den elastiske belægnings bløde overflade og medfølgende praktisk rengøring.

Endelig har Hamberger Flooring udvidet sit interessefelt til også at omfatte interiørets vægge:

– De hvide vægges tid er forbi, slår producenten fast. Netop enkelheden i møbler og inventar i den nordiske designtradition har brug for et modspil fra varme og en rigdom af detaljer på omgivende vægge. Hvad ligger mere lige for end at anvende træets livfulde strukturer til væggen, spørger den tyske producent retorisk.

Systemer

Ny systemudvikling muliggør nem vægmontering af parket, laminatplanker eller træfliser for at skabe både atmosfære og et blikfang, understreger Hamberger og tilføjer, at løsningerne kan etableres både med parket, laminat og komposit.

Hamberger Floorings fremgang og fokus på kvalitet og ikke mindst bæredygtighed har påkaldt sig opmærksomhed. I 2018 førte det til flere priser, bl.a. udmærkelser fra ”Deutschland Beste” og ”Top Marke Haus und Wohnen”.

Hamberger Industriwerke er for længst fyldt 150, men er stadig en familieejet virksomhed, nu med 250 ansatte, eksport til 90 lande og en omsætning på 315 mio. € (kr. 2,36 mia.).