Nye kabysgulve på krydstogtskib i højt tempo

Hea Gulve har netop renoveret 700 kvm kabysgulve til offshore-industrien

Det kræver solid fagekspertise og gulvløsninger langt ud over det sædvanlige, når man leverer til offshore-industrien. Det fortæller Hea Gulve, som netop har renoveret omkring 700 kvm kabysgulve på et krydstogtskib, der til daglig sejler mellem Oslo og Kiel.   

Hvis man tror, at det kræver faglighed og materialer fra øverste hylde at levere kvalitetsbyggeri på landjorden, er det intet sammenlignet med de krav, der stilles på skibe, færger og andre fartøjer i offshore-industrien.

Tiden er særligt kritisk
Det forklarer Morten Nielsen, der er adm. direktør i Sæby-virksomheden Hea Gulve, som bl.a. har specialiseret sig i levering af gulvløsninger til kritiske projekter fx inden for offshore:

- Tiden er selvfølgelig en faktor i ethvert byggeri, men den er særligt kritisk, når vi snakker offshore. Her er nedetid som oftest langt dyrere, så jo hurtigere du kan nå i mål uden at gå på kompromis med kvaliteten, jo bedre.

Han forklarer videre, at der også stilles langt skrappere krav til materialernes brandgodkendelser, da man skal være helt sikker på at undgå spredning af ild, varme og røg i tilfælde af brand, når man er til søs. Det gælder, uanset om det drejer sig om et krigsskib, en passagerfærge eller en mindre fiskekutter.

Sparer en dags arbejde
Senest har Hea Gulve udført omkring 700 kvm nye gulve i kabyssen og buffet-området på et krydstogtskib, som sejler mellem Oslo og Kiel, når det altså ikke ligger til kaj i Esbjerg havn på grund af renovering.

Morten Nielsen forklarer, at firmaet til denne opgave har anvendt den latexbaserede afretnings- og opretningsmasse ARDEX K 60 i stedet for traditionel spartelmasse til undergulvets spartellag. Det skyldes, at gulvlæggerne med ARDEX K 60 kan arbejde direkte på de eksisterende underlag uden at skulle forarbejde dem først. Løsningen er dermed også særdeles velegnet til fx renovering af ældre etageejendomme i byerne.

Alle ca. 4 tons ARDEX K 60 til opgaven er leveret via Scandinova, der er Danmarks største gulvgrossist, og Morten Nielsen forklarer:

- Kort sagt sparer vi en dags arbejde, da vi med det samme kan spartle direkte på underlag med bl.a. limrester, som normalt vil kræve forberedelse i form af fx skrabning, slibning og primning. Det har stor betydning for et projekt som dette, hvor tiden er ekstra kritisk, og vi endte næsten med at slå vores egen rekord.

I gang med det samme
ARDEX K 60 leveres som en sæk pulver med tilhørende latex i en separat spand. Det betyder, at behovet for opblandingsvand på selve byggestedet elimineres, og opblandingen kræver faktisk kun, at gulvlæggerne medbringer en enkelt spand til oprøring.

Samtidig er der ingen risiko for forkert blandingsforhold, da forholdet mellem latex og pulver på forhold er nøje afstemt, så man blot behøver at blande dem for at være klar til arbejdet. Teknisk salgskonsulent hos ARDEX Torben Kjemtrup forklarer:

- Du er hverken afhængig af at have vand, vægt eller litermål til rådighed på arbejdsstedet. Det gør det lettere for dig at komme i gang med det samme, så du hurtigere kan aflevere et flot færdigt gulv. 

- Der er mange faktorer, du skal tage højde for på et skib – lige fra besværlige adgangsveje til trang arbejdsplads. Derfor er det netop vigtigt, at du bruger løsninger, som ikke bare er godkendt til formålet, men også er nemme at arbejde med under de pågældende forhold, slutter Morten Nielsen af.