Parketgulve med klassiske mønstre

Vintage Floors er nye håndlavede parketgulve med klassiske mønstre fra det 18. århundredes slotte og herregårde til især restaurering

Vil man have genskabt det klassiske parketgulv, som blev lagt for måske 100 år siden, så er hjælpen nær. Københavns Listefabrik i Søborg har således udviklet et program, der netop fokuserer på de klassiske mønstre og formater – et program, som fabrikken kalder Vintage Floors.

Gulvene er rigtigt flotte. Der blev leveret design og håndværk i verdensklasse, da snedkerne og tømrerne for et par hundrede år siden lagde mønstergulve af egetræ i de europæiske slotte og herregårde, og det er dette arbejde, vi forsøger at videreføre, siger Kjeld Lindbjerg fra Københavns Listefabrik.

– Det væsentlige er jo, at den klassiske stil ikke blot forsvinder, men kan leve videre. Vore løsninger er håndlavede parketgulve, der er designet og konstrueret ud fra tegninger og skabeloner fra de flotteste slots- og herregårdsgulve fra det 18. og 19. århundrede. De er tilsat den nyeste knowhow inden for gulvproduktion og er derfor lette og hurtige at lægge og yderst velegnede til det moderne byggeri, fremhæver Kjeld Lindbjerg.

Københavns Listefabrik får parketgulvene fremstillet af en underleverandør, mens maskinerne, formene og skabelonerne er udviklet af Københavns Listefabrik selv.

Røget træ

Sortimentet omfatter hele 12 forskellige klassiske mønstre fra berømte europæiske slotte og herregårde, som eksempelvis Christiansborg, Kronborg, Charlottenburg, Amalienborg og Versailles. Og som noget unikt er det også muligt at få designet sit helt eget gulv.

– Gulvene fremstilles af førsteklasses træ med udvalgte levende årestrukturer. Slidlaget er hele 6 mm tykt, og parketstavene limes individuelt på en plade af krydsfiner, som gør gulvet formstabilt og velegnet til gulvvarme. Overfladetræet er som udgangspunkt egetræ, men det er i princippet muligt at vælge en hvilken som helst træsort. Træet tilbydes tilmed røget ved forskellige temperaturer, så hver enkelt træsort kan præsenteres i flere farvenuancer, helt fra det dybsorte over det gyldne og med et elegant strejf af patina, siger Kjeld Lindbjerg.

– Parketgulvene bruges især til restaurering, det kan være historiske ejendomme eller store herskabsvillaer og lejligheder, der vil have genskabt de gamle, klassiske gulve, siger Kjeld Lindbjerg.