Rikke – en af de få kvinder i gulvbranchen

15.000 kvinder er beskæftiget i bygge- og anlægsbranchen. Rikke Kirkegaard, M.C. Tæpper og Gardiner i Hemmet ved Ringkøbing Fjord, er en af de få kvinder, der har valgt gulvbranchen

Gulvfaget er traditionelt en mandeverden. Men i M.C. Tæpper og Gardiner er der vendt op og ned på tingene, for her er de fire kvinder og to mænd ansat.

– Det er lidt atypisk, at vi er så mange piger, og vi bliver da også altid omtalt som pigerne fra Hemmet. Men for mig var det helt naturligt. Jeg er vokset op med gulve og gardiner, da mine forældre og før dem min bedstefar havde butikken, hvor jeg som barn havde fritidsjob i butikken. Min far har lært mig op i gulvbelægning, siger Rikke Kirkegaard, der sammen med sin søster, Tina Søe, er indehaver af butikken.

Egentlig var det slet ikke Rikke Kirkegaards plan at skulle arbejde i forældrenes butik. Hun havde i første omgang valgt at tage en uddannelse som akademiøkonom i turistbranchen, hvor hun også arbejdede i en del år.

– Men efter nogen tid i turistbranchen skiftede jeg mening. På det tidspunkt havde min søster arbejdet i gardinafdelingen i ti år, og det passede fint, for jeg var kun interesseret i gulvafdelingen – ikke i gardiner. Så både min søster og mine forældre syntes, at det var en god idé, at jeg tog mig af gulvafdelingen, siger Rikke Kirkegaard, der nu har stået for salget af tæpper, klinker, trægulve, vinyl og linoleum i 14 år. Monteringen overlader hun til to udlærte gulvlæggere – begge mænd.

Men er der så forskel på kvinder og mænd i faget?

– Jeg tror, at vi kvinder går mere op i, at kunden får den rigtige løsning, frem for at sælge det, vi har på lageret. Vi sætter os meget ind i, hvad gulvbelægningen skal passe til. I sidste ende er det vel kvinder, der bestemmer, hvordan hjemmet skal indrettes, og her er det min fornemmelse, at kvinder godt kan lide at blive ekspederet af kvinder og have en dialog om mulighederne, inden de beslutter sig. Mens mænd typisk peger på et bestemt tæppe uden først at tale det igennem, siger Rikke Kirkegaard.

Nu er det en livsstil

For Rikke og hendes søster er arbejdet med gulve og gardiner blevet en livsstil.

– Rigtig mange synes, at vi har en dejlig butik. Vi gør en del ud af indretningen og forsøger at få det til at se lidt lækkert ud. For os er det blevet en livsstil. Vi er vokset op i det og er tredje generation. Det griner vi lidt af ind imellem.

– Gulvbelægningen er en del af indretning, og jeg kan godt lide, at materialevalget hænger sammen med resten af hjemmet, siger Rikke Kirkegaard, der ikke har den store tro på, at hendes eller søsterens børn vil føre butikken videre som fjerde generation.

Fakta om kvinder i branchen

Antallet af kvinder i bygge- og anlægsbranchen er stigende. I 2016 fik 508 kvinder ud af 6.012 elever fra en af bygge- og anlægsuddannelserne en praktikpladsaftale. Det er en stigning på 20 pct. sammenlignet med 2015, hvor 425 kvinder fik en praktikpladsaftale.

Foto: – Gulvbelægningen er en del af indretning, og jeg kan godt lide, at materialevalget hænger sammen med resten af hjemmet, siger Rikke Kirkegaard, medindehaver af M.C. Tæpper og Gardiner i Hemmet ved Ringkøbing Fjord.