Gulvproducent: Nu får vi træ i farver

Boen, den norske producent af trægulve, glæder sig over modigere bygherrer, som er gået om bord i farvebøtten

Boen er glad for sidste års introduktion af sin ‘floorstudio’ på nettet. Her kan producentens potentielle kunder selv afprøve de mange trægulvsdessiner med et nyt simuleringsværktøj. Der er således specielt god grund til at kigge med her, hvis man vil have et trægulv, der ikke ser ud, som det plejer!

- Og det er der nu heldigvis stadigt flere, der gerne vil, konstaterer Boens danske repræsentant country manager Jørgen Jensen. Mens det danske trægulvsmarked i det sidste tiår har været anført af neutrale kollektioner af eg, ahorn og bøg, så er der nu kommet mere spræl i kunderne. Aktuelle eksempler handler ikke alene om enkeltstående privatboliger, men også om ejendomsprojekter med ejerboliger i den højere ende af kvalitetsskalaen, som nu indrettes med gulve i gråtoner eller mættede ibenholtsfarver. Det sker, når arkitekter og designere efterspørger personlighed og kant, der kan give indretningen karakter og adgang til førerfeltet i konkurrencen med andre boligudbud.

- Boens bejdsemetode til indfarvning af træsorterne giver et robust og slidstærkt gulv, der bare skal holdes ved lige med neutral oliepleje, oplyser Jørgen Jensen.

Han er på linje med flere kilder i trægulvssektoren, der kan melde om den samme tendens: Arkitekterne er blevet dristigere og fører an i en trend, der udnævner gulvet til at spille en hovedrolle i indretningen.

Det er her, Boens Floorstudio værktøj opnår maksimal berettigelse som det øvelokale, hvor kunden kan gennemspille flere scenarier med vekslende vægfarver, indretningsstil og gulv, inden beslutningen tages om den endelige version.

Foto: eksempel fra Boen på et gulv, der er indfarvet med en bejdse – i dette tilfælde i en sølvgrå nuance: Oak Blue Moon Castle.