Totalløsning lyddæmper trægulve

Level 78+ er navnet på et strø- og opklodsningssystem fra Junckers Industrier til montage af trægulve med indbygget dæmpning af trinlyd

Løsningen er udviklet som et svar på de voksende lovkrav om lydisolering i etagebyggeriet. Med Level 78+ og Junckers TrinlydDæmper opnås en dokumenteret dæmpning af trinlyds-transmissionen mellem etagerne på 19-20 dB, afhængig af strøhøjden. Dæmperen monteres på opklodsningerne, som efterfølgende let klikkes på strøerne; nivellering til ønsket højde og rethed udføres uden brug af søm og værktøjer.

Level 78+ kan tilpasses konstruktionshøjder fra min. 78 mm helt op til 224 mm ved hjælp af Junckers forhøjere. Konstruktionshøjden udgøres af Junckers TrinlydDæmper, evt. forhøjere (20-50 mm), Junckers patenterede kilesystem, lamineret strø og den endelige belægning af Junckers massive parket eller planker. Strøerne findes i to formater: 39 x 40 (19 dB dæmpning) og 63 x 40 mm (20 dB).

Totalløsningen yder sikkerhed for den ønskede effekt med dokumenteret trinlydsdæmpning; der er ingen utilsigtet nedbøjning af gulvet, og kilerne fastholdes automatisk uden brug af søm. Det er en langtidsholdbar løsning med sikkerhed for at kilerne ikke skrider pga. forkert sømning.