Landets største fugtspærre i Bilka

Svensk epoxyprimer og betonforstærker blev anvendt til at genoprette fugtskadede betongulve hos Dansk Supermarked A/S

I rollen som teknisk konsulent og løsningsleverandør har Flowcrete Sweden netop færdiggjort en renoveringsopgave hos Bilka i Vejle. Dansk Supermarked A/S er bygherre på sagen, der  blev udført af entreprenøren GulvOmega.

Med godt 6000 kvm er der tale om det hidtil største fugtspærre-job nogen sinde herhjemme, oplyser Flowcrete Swedens danske agent, Ulrik Hansen. Opgaven blev bl.a. løst med den svenske producents epoxybaserede hærdningssystem til beton, PHS, efterfulgte af den opløsningsmiddelfri epoxyprimer Hydraseal DPM.

Baggrunden for opgaven var, at Bilka-markedets 30 år gamle bygning var blevet randisoleret med den konsekvens, at temperaturen i jorden under bygningen fik et par ekstra plusgrader. Det betød opstigende fugt, der opstår, når kulde møder varme. Det var derfor opgaven at bryde de fugtangrebne undergulve op sammen med en ældre Alukraft dampspærre; i alt 330 ton blev brudt op og fjernet, oplyser Ulrik Hansen, Flowcrete Sweden. Derefter begyndte opbygningen af det nye undergulv med udlægning af Flowcrete PHS.

I åben butik

Flowcrete PHS er specielt udviklet til forstærkning af ældet, porøs beton. Den blev fulgt af tre lag af den fugtspærrende epoxyprimer Hydraseal DPM, i alt 6000 kg. I tredje lag suppleredes med sand for vedhæftning af flydemørtel. Løsningen blev realiseret efter beregninger i samarbejde med ingeniør Tommy Jacobsen, Teknologisk Institut.
Ikke mindst imponerende er det, at det omfattende arbejde er udført i etaper i supermarkedets åbningstid med mindst mulig gene for kunderne.

- De mest larmende dele af opgaven blev henlagt til nattetimerne, lyder udredningen fra den tekniske konsulent, Ulrik Hansen.

FlowcreteSweden udtrykker stor tilfredshed med opgaven og håb om, at den kan bruges som afsæt for flere af samme type. Aktuelt er en række nye løsninger ført på referencelisten, blandt dem ledende gulvbelægninger til klinikker og hospitaler.