Vejen frem går gennem Hannover

På Domotex leder Deutsche Messe stadig efter det endelige udtryk for en moderne fagmesse. Imens kan man få nyheder, handle og blive underholdt

Hvis man vil orientere sig i nyhederne på den internationale gulvscene, skal man stadig lægge vejen omkring Hannover i januar. Hvis man er indkøber indenfor afpassede tæpper med tilbehør, så er den tyske by også stedet. Hvis man keder sig og søger adspredelse, ja, så er de også leveringsdygtige på Deutsche Messe i Hannover.

Rækker det så til at tegne det færdige portræt af en moderne, international fagmesse med appel til verdens bredeste gulvbranche?

Åbenbart ikke.

For selv om årets udgave af Domotex favnede vidt; selv om der var god stemning blandt de i alt 45.000 gæster over fire dage; og selv om især de tekstile producenter var pænt repræsenterede, så var der ikke den fuldtonede opbakning, som tidligere tider har kunnet opvise fra de førende producenter verden over.

- Det er som om der mangler noget, kunne man høre fra dem, der har minderne intakt fra dengang, verden så mere lyst på det hele.

Deutsche Messe gør et stort arbejde for at udvikle Domotex og følge med tiden. I 2014-udgaven viste den kreative åre sig i ‘Innovations’, der ytrede sig som nedslag i messehallerne, hvor udstillerne dannede gallerier som på en kunstudstilling og, hvor produkterne blev indsat i en fortælling med iscenesættelse.

- Innovations@DOMOTEX fik stort bifald og var med til at stimulere livsglæden og optimismen hos udstillerne, vurderede dr. Jochen Köckler, formand for Deutsche Messes bestyrelse, da han så tilbage på messedagene. Jochen Köckler kaldte de mere end 60 galleri-afsnit for ‘selve hjertet i årets gulvmesse.’

Pæne tal

Domotex 2014 kunne glæde sig over 1.350 udstillere, som stadig – om end langt fra rekordår – er et fint fremmøde fra mere end 57 nationer. Tyskland er den bedst ydende fødekæde, men også Indien – med 316 udstillere – og især Kina er stærkt repræsenteret i Hannover; 214 virksomheder fra Riget i Midten havde etableret deres egen Chinatown i hal 9.

Fra Danmark er delegationerne mere beskedne; men faste indslag som Benzon Carpets – fra ege-familien – og Fletco fra Ikast er stadig på holdet sammen med værktøjs- og tilbehørsproducenten iTools. Det samme er tæppeoperatøren i de afpassede mål, Reza fra Odense samt førende producenter af træbeskyttelse som Esbjerg Farve – og Lakfabrik (brand: Faxe) og fyrtårnet Trip Trap Woodcare.

Og så er der alle de danske gulvfolk, hvis levebrød tjenes ved at være agenter og repræsentanter for producenter udenfor landets grænser. En af dem er Michael Gitz, country-manager for BerryAlloc, der havde fire supertravle messedage: – Domotex er stadig stedet, hvor vi kan mødes med kollegerne, der kommer fra hele verden. I en globaliseret tid som vores er det ikke uden betydning, at vi har et sted og en dato, vi kan enes om, hvor vi samles og ruster op på netværket. Det bliver næppe umoderne!

www.domotex.de