Gulvkoncern ind på tekstilmarkedet

- Nu går vi også ind på det tekstile marked over hele verden, oplyser direktør Kenn H. Nielsen, Tarkett Danmark

Tarkett, international producent af gulvbelægninger, er kendt for kollektioner af linoleum, vinyl, laminat og træ.

- Nu går vi også ind på det tekstile marked over hele verden, oplyser direktør Kenn H. Nielsen, Tarkett Danmark. De tekstile belægninger udgør en stigende del af den totale omsætning i gulvbelægninger, konstaterer Tarkett, og tæppefliser passer godt ind i det eksisterende sortiment.

Tarkett har derfor allerede introduceret de første kollektioner af fliser, mens banevarer til projektmarkedet udkommer i 2013.

Fliserne – kollektionen hedder Tecsom – er produceret med Solution Dyed Fibre (SD), hvilket betyder, at flisen er gennemfarvet, ikke falmer og kan modstå skrappe rengøringsmidler. Bagsiden er fremstillet af genanvendt vinyl, og produktet er certificeret med det amerikanske LEED mærke.

Udviklingen skal ses i sammenhæng med, at Tarkett Group har købt en af USAs største tæppefabrikker, Tandus.