Fiskenet til nye tæpper

En global tæppeproducents behov for råmaterialer og et voksende problem med kasserede fiskenet ved de filippinske kyster ser nu ud til at blive hinandens bedste venner

Fiskenettenes nylon bliver til nye fibre på tæppevævene.

Det er amerikanske Interfaceflor Inc. – der også har et datterselskab i Danmark – som i samarbejde med Zoological Society of London, en NGO indenfor naturbeskyttelse, kommer de filippinske fiskere til undsætning.

I Filippinerne smides de udtjente fiskenet væk af de lokale fiskere. Fiskenettene efterlades langs kysten og i havet, hvor det tager flere århundreder at nedbryde dem. I mellemtiden skaber de problemer og forurening i havmiljøet. Men fiskenet fremstilles af den samme type nylon, som bruges til at producere garn til tæppefliser.

- Vores afhængighed af nye råmaterialer spiller en stor rolle. I kraft af partnerskabet med Zoological Society og andre eksperter kan vi anvende fiskernes kasserede net i vores fremstilling af produkter og samtidig medvirke til at skabe nye muligheder og livsbetingelser for fiskerne i et af verdens fattigste kystområder, kommenterer forskningschef Nigel Stansfield, Interface flor Inc.

Tæppeproducenten har et mål om at nulstille enhver belastning af Jordens råstoffer inden 2020.