Vinyl til vand og tavst laminat kappes i front

Træ har fået skarp konkurrence fra fantasifulde bejlere, når der skal lægges gulv alle andre steder end netop i hyggestuen, viser aktuelle trends

Træ er stadig det foretrukne gulv-materiale i boliger.

Det viser aktuelle salgstal og markedsstatistikker.

Af større nyhedsværdi er det, at laminatgulve og ikke mindst vinylbelægninger med systemer til montage som svømmende gulv uden klæb har øget trykket på speederfoden.

Det er der to afgørende årsager til, er leverandørerne enige om:

  • Da laminatgulvene i en bæredygtig optik ikke belaster skovenes naturlige ressourcer samtidig med, at de er robuste og nemme at rengøre.
  • Og da vinylgulve med velfungerende låsesystemer ikke bare monteres hurtigt, men lige så kvikt kan fjernes igen. Det kan få et lille smil frem midt i ulykken, hvis der først er kommet vand i kælderen.

- Og det er ikke et usandsynligt scenarie i disse tider, minder adm. direktør i Danadeco, Jørgen Jensen om.

- Har kælderen været oversvømmet i et skybrud, som vi oplevede i mere end en omgang i løbet af sommeren 2011, er det en stor fordel at kunne tage vinylgulvet op og tørre hvert enkelt modul. Når kældergulvet igen er udtørret, kan vinylgulvet lægges tilbage - ganske som før, forklarer Jørgen Jensen, hvis grossistvirksomhed, Danadeco A/S, fører vinylsystemet Vinyl Loc®.

Laminat til sundhedssektor

I efteråret 2011 overtog Danadeco Everfloor A/S, og de to virksomheder er nu fusioneret, idet Everfloor dog fortsætter som det kendte brand for innovative og individuelle trægulve i både massive- og lameludførelser.

- Det er vigtigt for os at tilbyde mange alsidige løsninger, når gulvet skal vælges, og indenfor det produktsortiment, der er vores, at kunne rådgive kunden kvalificeret, understreger Danadeco-direktøren.

Træ er stadig en favorit til især mødelokalerne i erhvervsvirksomhederne og til stuerne i boligerne.

- Men hvor der er meget trafik og en høj slidtage kan laminatgulve være et bedre valg. De er stærke og robuste, og skal hverken olieres eller slibes, fremhæver Jørgen Jensen som nogle af fordelene og nævner klinikker i sundheds- og livsstilssektoren samt butikker som naturlige emner for laminat.

Pæne tal

Danadeco står ikke alene med det synspunkt, viser salgstallene fra laminatproducenterne, der er samlet i den europæiske EPLF, European Producers of Laminate Flooring. Om end de i alt 22 medlemmer af EPLF ikke har armene helt oppe, er der udtalt tilfredshed med en afsætning på 468 mio. kvm (2010: 487 mio. kvm).

- Vi er ikke bristefærdige af lykke, men vi er absolut tilfredse, sagde EPLF-formand Ludger Schindler om resultatet, der betegnes som en ‘konsolidering’. Laminatbranchen fejrer samtidig nye og endnu stærkere overflader, nye teknikker til præg og print og nye teknologiske fremskridt.

Nogle af dem bærer norsk-belgiske Berry Allocs underskrift. Også Berry Alloc kalder det en ambition at kunne tilbyde markedet ikke bare en bred vifte af løsninger, men i realiteten også at gå ‘full-circle’, så man altid har svar på rede hånd, uanset kundens ønsker.

Tavst laminat

- For den professionelle gulventreprenør eller for arkitekten på tegnestuen kan det være afgørende, at leverandøren har panorama-briller på og er i stand til både at rådgive og levere både træ, vinyl og laminat, vurderer Berry Allocs danske salgsdirektør Michael Gitz. Han kalder det et ‘betydeligt fremskridt’, at laminatgulvet nu også kommer i mere støjfri udgaver. Netop laminat har været udskældt for at larme under høje hæle.

- Med en lydabsorberende bagside af gummi er trommelyden effektivt dæmpet, og laminatgulvet støjer nu ikke mere end lamelparket, lyder sammenligningen fra Michael Gitz.

Berry Allocs vinylsystem hedder PureLoc®.

– Vi vurderer, at vinylgulvet som samlesæt og med en total højde på bare 4-5 mm har et andet potentiale indenfor renovering, siger Michael Gitz.

For vinyl systemgulvene gælder det uanset producent, at de skal lægges på rene, tørre og faste undergulve. Jævnheden bør være indenfor et variationsområde på 1-3 mm. Jævnfør i øvrigt med standarderne DIN 18356 og 18202.