Betongulve, der sparer tid

Danmarks største producent af fabriksbeton Unicon mærker stigende efterspørgsel på selvudtørrende beton til undergulvet

Terrændæk og undergulve skal ofte tørre i adskillige måneder, ja helt op til seks måneder, før det er muligt at arbejde videre med de ofte meget fugtfølsomme gulvbelægninger, uden at risikere dårlig limning eller at trægulve slår sig eller bliver sorte som egetræsgulve kan blive. Kombineres denne ventetid med, at aktiv affugtning får elmåleren til at lave piruetter i rasende fart, kunne man tro, at byggebranchen nærmest ville stå i kø for at anvende selvudtørrende beton. Men både og ifølge Unicon, der er Danmarks største producent af fabriksbeton. Her udgør salget af selvudtørrende betoner endnu kun en lille del af salget af almindelig gulvbeton. Men det er ved at ændre sig:

- Vi får flere og flere forespørgsler bl.a. i forbindelse med renoveringer, men også i forhold til de nye lovkrav om fugt i nybyggeri. Så der er absolut stigende opmærksomhed på problematikken. Men samtidig er boligbyggeriet jo nærmest gået helt i stå, og det er primært her, man benytter den selvudtørrende beton, forklarer Peter Glob Frandsen, produktmarketingschef fra Unicon.

Dog mener han også, at byggebranchen ikke er specielt bekendt med denne type beton.

- Der har ikke været nok fokus på denne type beton, heller ikke fra gulvbranchens side. Mange tænker slet ikke over, at det kan tage op til seks måneder for almindelig beton at tørre ud, før der kan lægges gulv, hvor det med selvudtørrende beton kan tage helt ned til 2 uger under de rigtige udtørringsbetingelser, siger Peter Glob Frandsen.

I dag anbefaler Gulvbranchen, at der anvendes selvudtørrende beton til undergulvet for at sikre den lavest mulige restfugt i beton­en inden udførelse af den afsluttende gulvbelægning.

Hos Unicon forventer man da også, at salget stiger, ikke mindst i kraft af kravene om fugtsikring i Bygningsreglementet, hvor bygninger skal udføres, så vand og fugt ikke medfører skader eller brugsmæssige gener herunder forringet holdbarhed og utilfredsstillende sundhedsmæssige forhold.