Wicanders kommer!
29 April 2009
Så er Wicanders klar til at gå i offensiven – i en situation, hvor markedet er defensivt.
En helt ny måde at anvende kork på skal bane vejen for et øget salg på gulvmarkedet. Det sker med de nye Wicanders-serier, hvor kork indgår i andre gulvtyper, såvel træ, linoleum og vinyl. Resultatet er indtil videre stærk respons – danske indkøbere har allerede bestilt til lager, beretter Frank Jensen, general manager i Amorim Flooring Nordic A/S, der råder over hovedbrandet Wicanders.
- Forrige år blev der taget en beslutning om at investere 220 mio. kr. i yderligere en fabrik i Portugal, der ville kunne øge kapaciteten fra 5 til 10 mio. kvm gulvbelægning årligt. Strategisk ville det give mulighed for at imødekomme den stigende efterspørgsel på eksisterende produkter, og ikke mindst udnytte den nye ’State of the art’-teknologi til at udvikle en udvidet produktportefølje, som fra foråret 2009 skal bredes ud på markederne gennem en markedsføring, som netop er sat i værk, siger Frank Jensen, der også er ansvarlig for markederne i Norge, Sverige og Finland, hvor Wicanders sælges af distributionspartnere.
Afsætningen bliver målrettet dels mod det private marked (Wicanders Home), dels det professionelle marked (Wicanders Commercial), og produkterne bliver lanceret i de nye serier: WoodComfort, CorkComfort, LinoComfort, VinylComfort samt Parquet.
- De nye serier er udtryk for et nyt koncept, hvor korkproduktet indgår i moderne design med et mere varieret udtryk, mere trendy og med et udseende, og nye størrelsesvarianter, der vil appellere til mange flere end tidligere, samtidig med at de har de gode, funktionelle egenskaber: nemlig støj- og støddæmpende - og ikke mindst - ingen vedligeholdelse, fremhæver Frank Jensen.
Wicanders offensive fremfærd stopper dog ikke ved gulvmarkedet, for evnen til at kombinere materialerne har medført en produktudvikling, der også retter sig mod vægbeklædning:
- Vi forventer at have en kollektion af Wicanders vægbeklædning klar til præsentation på Domotex næste år, oplyser Frank Jensen.






