Planke-tendens: Bredere og længere

I den moderne bolig kan gulvet gøre mere end at danne bagtæppe for indretningen. Det viser Hamberger Flooring GmbH med en stor leverance til Engholmenes boliger

Hvad skal gulvet kunne?

Det er et spørgsmål, som især kommende boligejere i stigende grad er begyndt at stille sig, når indretningen skal vælges.

Det observerer Europas førende producent af parket i stave og planker, Hamberger Flooring GmbH (Haro).

– Gulvet kan være en neutral baggrund for indretningen, men det kan også besætte en stjernerolle i boligen som det element i indretningen, der signalerer overskud, styrke, naturlighed og skønhed, lyder det i en udtalelse fra Hamberger Flooring i anledning af, at den tyske leverandør producerer og leverer alle 75.000 kvm trægulv til boligerne på de såkaldte Engholme: Myrholm, Lyngholm og Kærholm.

– En så betydelig opgave kræver selvsagt en konsolideret forsyningssikkerhed, erkender Hamberger Floorings danske projektchef, Søren Blokager. Men det kræver også en forståelse for et markedssegment, der køber velbeliggende udsigtsboliger til høje meterpriser. Når kravene til gulvet i dag stiger, skyldes det de høje kvalitetskrav i denne type byggeri og kundernes voksende forståelse for gulvbelægningens potentiale som det personlige visitkort. Endelig er årsagen også, at omsætningen af helt nye boliger og boliger på projektstadiet, hvor køber tilbydes at sætte sit eget aftryk på indretningen, er stejlt stigende.

Lamel

– Tendensen er, at plankeformaterne skal være både bredere og længere; og træet skal fremstå så naturligt som muligt, forklarer projektansvarlig for Hamberger Flooring, Søren Blokager; han peger på, at format og overfladenatur er de gældende indikatorer for gulvets eksklusivitet.

Til de første etaper af Engholmene, nemlig Kærholm l og ll, har Hamberger Flooring leveret Haro tre-lags lamelplanker i flere variationer, der er velegnede til boligernes valgte opvarmningsform, gulvvarme.

Lamelkonstruktionen med et slidlag af eg på 3,5 mm på en opbygning af gran gør, at plankernes træ ikke ”arbejder” – og dermed udvider sig eller trækker sig sammen. Man opnår formstabilitet.

Det er ikke mindst vigtigt i store formater som de valgte, hvor bl.a. penthouse-boligernes egetræsgulve er lagt i imponerende plankebredder på hele 305 mm og længder på 4030 mm.

– Den kollektion hører til den mest eksklusive i sin klasse, fordi kun et fåtal af træer har stammer med potentiale til så brede planker, forklarer Stig Madsen. Andre boliger i Kærholm har valgt alternative formater i bredder som 180 eller 240 mm og tilsvarende lidt mindre længde på f.eks. 2200 mm. Tykkelsen er i alle tilfælde 13,5 – 18 mm, beregnet for fuldklæbning, uddyber Stig Madsen.

Sildeben

Også den klassiske sildebens-struktur er en valgmulighed til en bolig i et af Engholmenes boligbyggerier: Sildeben vælges for sin naturlige elegance og genkendelighed. Haro leveres også her i en lamelløsning i det slanke stavformat 70 x 490 mm med en tykkelse på 10 mm.

At valget netop faldt på lamelopbyggede trægulve er der også andre argumenter for: Der er krav om en høj lydisolering mellem etagerne og om energidata fra toppen af skalaen og efter 2020-grænseværdier.

– En vellykket entreprise med gulvet som centrum baserer sig på et partnerskab, hvor vi kan levere på alle de væsentlige parametre: udvalg med bredde (design) og dybde (teknik), forsyningssikkerhed og forståelse for slutbrugernes livsstil og ambitioner.

– Det er Engholmene et godt eksempel på, konkluderer Stig Madsen, Hamberger Flooring GmbH.

Foto: Hamberger Floorings brede egeplanker er her fotograferet i en af de færdige boliger i Kærholm-byggeriet. Trægulvene er udført med planer i lamelopbygning og med et slidlag på 5 mm. De fleste planker er fuldklæbede.