De bedste trægulve tilpasses projektet

Fionia Parket ApS bygger sin forretning på at tilrettelægge og levere til hele forsyningskæden i den perfekte trægulvløsning

Den teknik og de kompetencer, der skal til på en byggeplads, er i stigende grad baseret på uddannelse, viden og erfaring.

Det skyldes den teknologiske udvikling, men også processer og produkter, der ikke længere kan anskues som isolerede, men må ses som led i en forsyningskæde. At forstå hele kæden kræver indsigt og overblik.

Det har Fionia Parket ApS i Svendborg taget konsekvensen af:

– Den vellykkede løsning på gulvet er afhængig af, at den valgte belægning både modtages af det korrekte forarbejde og får den rigtige efterbehandling, pointerer indehaveren af Fionia Parket, Henrik Andersen. Også selve valget af belægning bør ske på et sikkert fundament af viden, der tilpasser valget efter det, gulvet skal kunne, uddyber Henrik Andersen.

Det gælder ikke mindst i et marked, der mangler råvarer. Det er tilfældet for f.eks. den populære træsort eg, som oplever ekstremt høj efterspørgsel men knappe forsyninger.

Det er grunden til, at Fionia Parket for at beskrive sin ydelse til byggeprocessen bruger overskriften ”fra rå beton til færdigt gulv”!

– Vores specielle evne er at kunne levere nøjagtig det optimale trægulv, der er tilpasset den individuelle opgave; og intet andet. Og det kan kun ske i en tæt dialog med bygherren og rådgiverne, ofte tidligt i projekteringsforløbet, forklarer Henrik Andersen.

– Vi har af samme grund ikke hyldevarer, men sikrer at den nøje projekttilpassede løsning bliver sat i produktion til hver individuelle opgave. På den måde holdes alle løsningsmuligheder åbne, argumenterer Henrik Andersen. Samtidig skærpes opmærksomheden, når intet er givet på forhånd, og der ikke er bindinger til et særligt lager eller en defineret produktionslinje.

Respekt

– Vi udvikler både sammen med producenter og gulventreprenører og ikke mindst med arkitekter, oplyser Henrik Andersen. Det lader sig gøre, når der er tilstrækkelig respekt for de kompetencer og den viden, som man møder med.

Og sandt er det, at navnet Fionia Parket forpligter: Den første gulvvirksomhed, der blev opkaldt efter det latinske ord for Fyn, blev etableret så tidligt som i 1927 med egen produktion af parketstave i Odense.

Efterspørgslen blev hurtigt betydelig i takt med, at markedet bed mærke i Fionia Parkets høje kvalitet. Selv i dag er den sublime parketstav et fyrtårn for dem, der har alderen til at kunne huske Fionia Parkets storhedstid.

– Og det er den historie, vi stadig sætter af i med det nye Fionia Parket, der blev etableret 2012, understreger Henrik Andersen. Han er selv en kendt skikkelse i gulvbranchen. Blandt andre bedrifter introducerede Henrik Andersen i 00’erne gulvtypen højkantsparket; det skete sammen med arkitekten Kolja Nielsen, tidl. Schmidt Hammer Lassen, nu partner på tegnestuen Cebra.

Henrik Andersen: – Innovationen er særlig vigtig for os. Kun ved at være nytænkende og åbne for muligheder kan vi forblive den attraktive partner for arkitekter og bygherrer – inden for enhver type af trægulv.

Foto: Projekt børnehaven ”Humlebien”: 1.000 kvm eg multiline.