25 m stor stjerne i linoleum

Gulvvirksomheden Burcharth Gulventreprise A/S står bag lægningen af en stjerne i linoleum på Kolding Sygehus – udført efter idé fra kunstneren Kirstine Roepstorff

En stor stjerne i linoleum er ved at blive født i modtageområdet på skadestuen på Kolding Sygehus. I tæt samarbejde med kunstneren Kirstine Roepstorff har gulventreprenøren skåret stjernen ud i linoleum i fire farver. Fra tak til tak måler stjernen 25 m i diameter, og det har været nødvendigt at have en landmåler med på opgaven for at sikre nøjagtighederne.

– Der er langt imellem den slags sjove og udfordrende opgaver, som man ikke får hver dag; det er den største stjerne, vi har lavet til dato, fortæller Tonny Kruse, Burcharth Gulventreprise A/S.

– Udfordringen er, at stjernen skal måles op for at blive helt præcis, og så skal belægningerne skæres sammen. Det svære er, at den er så stor, så man ikke kan lave en skabelon. Derfor har vi haft en landmåler med på opgaven. Han har været behjælpelig med afsætning af punkter, således at vi kunne snøre stjernen op på de spartlede gulve, inden vi lagde linoleum. Alene punktafsætningen og opstregningen tog to mand to uger, fortæller Tonny Kruse.

Ledestjerne

Det er den danske kunstner Kirstine Roepstorff, der bor i Berlin, der har fået idéen til den store stjerne i modtagereceptionen. Tanken er, at den er en ledestjerne for patienter og besøgende, der henvises til teamstationer, hvor der er mindre linoleumsstjerner.

– Arbejdet kræver, at de gulvfolk, der er på opgaven, kan arbejde tæt sammen og kommunikere med hinanden. Og så skal de stole på opmålingerne og være tro mod punkterne på gulvet. Når linoleummet skal skæres sammen, kræver det omhyggelighed, siger Tonny Kruse, der har mødt kunstneren flere gange.

Arbejdet med stjernen er en del af en større renoveringsopgave, som Burcharth Gulventreprise A/S vandt i licitation helt tilbage i starten af 2014. Gulventreprenøren har lagt i alt 14.000 kvm linoleum på sygehuset, og først efter sommerferien er hele arbejdet færdigt.

Stjernen udføres i en grå grundfarve og med takker i lys blå, grå-hvid og endnu en grå farve.

Foto: Burchart Gulventreprise A/S er i gang med en unik linoleumsopgave i modtageområdet på skadestuen på Kolding Sygehus: En ledestjerne der i diameter måler 25 m fra tak til tak.