Rensemiddel fjerner sorte pletter på eg

Trip Trap Woodcare har udviklet et rensemiddel, der på en halv time kan opløse og fjerne misfarvninger på et egetræsgulv

Pletfjerner til Egetræ er en tyktflydende væske, som skal sprayes på de mærker, der kan dannes som en kemisk reaktion med egetræets indhold af garvesyre. Den kan optræde, hvis træet udsættes for fugt og visse metaller.

Efter påføring vil processen efter ca. 30 minutter have opløst den ’blæk’, som er dannet i træet som et resultat af den kemiske reaktion. En simpel aftørring vil derefter fjerne misfarvningen.

Mærkerne kan opstå pludseligt og uventet, hvis træet kommer i berøring med andre overflader, der indeholder metalliske forbindelser. Det gælder fx også visse keramiske glasurer, som sammen med kondens og varmepåvirkning kan danne de samme sort-blå aftegninger.

Trip Trap Pletfjerner til Egetræ kan også anvendes på andre træsorter, men det er iflg. TT Woodcare især på egetræ, at misfarvningerne kan være hyppige pga. træets garvesyre mætning. Rensemidlet, der er baseret på anioner og non-joniske forbindelser, kan bruges på træ, uanset om det er ubehandlet eller overfladebehandlet med voks, olie eller sæbe.