Usynlig olie til træ

Esbjerg Farve- og Lakfabrik har noteret sig et stigende ønske om, at træ inde og ude skal fremstå så naturligt og ubehandlet som muligt

Den ambition har ført til udviklingen af et nyt beskyttelsesprodukt med navnet Faxa InvisiOil.

- Mens man tidligere ønskede sig olier, der bragte gløden frem i træet, går trenden nu i retning af, at udtrykket skal være råt og naturligt, konstaterer Esbjerg Farve- og Lakfabrik. Opgaven har derfor været at udvikle en olie, der beskytter mod snavs og væde, men alligevel ikke giver glød til træet.

Faxe InvisiOil bevarer træets ubehandlede udseende, den er vandbaseret, tørrer hurtigt og er velegnet til alle træsorter, hedder det i redegørelsen fra producenten. Den nye olie, der er en emulsion af olie og vand, er velegnet til trægulvsindustrien, men også til professionelle og private, der ønsker at påføre produktet med polermaskine.