Hurtig præcision med systemgulve

En højere anskaffelsespris neutraliseres af hurtigere og sikrere lægning og længere holdbarhed, vurderer Knauf Danogips A/S

Et standardiseret og præcist systemgulv af uorganiske materialer har en række fordele frem for individuelle flydende undergulve eller konstruktioner på traditionelle træstrøer.

Det mener Knauf Danogips A/S.

Producenten mener det så alvorligt, at det har resulteret i udviklingen af et undergulv af stålprofiler på justerbare nivelleringselementer af plast med lyddæmpende membraner af gummi.

Det har også fået et navn: Subfloor.

Nivelleringen har en højdevandring fra 90 – 170 mm på tre forskellige typer nivelleringselementer og låses automatisk, når den rette position er fundet. Det betyder, at det færdige gulv bliver fuldstændig stabilt på det uorganiske undergulv. Det har fordele, når der lægges trægulve, som ellers efter nogen tids brug nemt kommer til at knirke, observerer konsulent for Knauf Danopgips, Frank Jensen.

Fordelene er åbenlyse, mener han: Let og logistisk enkelt er gulvet hurtigere at montere, det har en ekstrem lang levetid, den færdige belægning fremstår med en ekstrem høj præcision, og systemet kan monteres stående og er dermed et kvantespring i gulvlæggerens arbejdsmiljø. Oven i det kan man lægge, at systemgulvets gummimembraner sikrer reduktion af den lydtransmission, der traditionelt breder sig gennem gulv og etagedæk.

- I den samlede byggeøkonomi er prisen for denne løsning ikke højere, lyder vurderingen fra udviklingschef Jørgen Sloth, Knauf Danogips.

De første projekter med gulvsystemet er udført med erfaringer, der fuldt lever op til forventningerne: En børneinstitution på 520 kvm og en del private boliger.

- Når først markedet har forstået styrken og fordelene ved denne måde at tænke undergulv på, så er vi overbevist om, at Subfloor får et markant gennembrud, spår Frank Jensen. Totalentreprisen får luft i tidsplanen, arbejdsmiljøet forbedres, og frygten for skimmelsvamp – efter f.eks. vandskader – forsvinder.