Hammer Tæpper i god vækst

Hammer Tæpper A/S i Herning går ind i 2013 med overskud på 7,3 mio. kr. og et højt aktivitetsniveau

En målrettet effektivisering af salgsorganisationen og optimering af omkostningsstyringen giver nu for alvor afkast hos Hammer Tæpper med hovedkvarter i Birk ved Herning. Virksomheden er kommet ud af regnskabsåret 2011/2012 med et overskud før skat på 7,3 mio. kroner. Soliditetsgraden er dermed på godt 70 procent.

”I regnskabsåret 2010/2011 havde vi på grund af en række investeringer samt diverse effektiviseringer et forventet underskud på godt 100.000 kroner efter skat. Resultatet i år er helt i tråd med vores forventninger. Og med en markant aktivitetsstigning kan vi kun være tilfredse,” siger Tom Møller Jørgensen, adm. direktør for virksomheden.

Eksportandelen hos Hammer Tæpper udgør i dag 80 procent og er således steget med 7 procent i forhold til året før.

- Vi har brugt tre år på at optimere vores internationale salgsorganisation med henblik på at få spredt vores aktiviteter og fokusere markant på vores strategi. Det ser vi nu kaste af sig på flere fronter. Aktivitetsniveauet er højt, og alt tyder på, at den udvikling fortsætter, siger René Dupont, salgs- & marketingdirektør i virksomheden.

Hammer Tæpper er således i fuld gang med at producere og levere tæpper til nybyggede krydstogtskibe fra Norwegian Cruise Line, hvor den første ordre til skibet ”Breakaway” er blevet leveret løbende i 2012. I 2013 bliver tæpperne til det næste skib ”Getaway” leveret. Disse leverancer er en del af den historisk store ordre, som Hammer Tæpper vandt for et par år siden.

Tæpper til krydstogtskibe er en af Hammer Tæppers fokusområder. Det samme gælder kontorer, hoteller, restauranter og barer. Og især i forhold til barer og pubs har virksomheden i 2012 hentet mange nye kunder primært i England.

”Fordelene ved vores fleksible produktionsmetode og vores kvalitetsniveau er for alvor begyndt at vinde indpas. Gode referencer, som eksempelvis vores leveringer til kunder som Rigsarkivet, Nationalbanken og de store krydstogtsskibe, har åbnet døre til mange nye opgaver, fortsætter René Dupont.

Til Nationalbanken har Hammer Tæpper netop leveret et standard fladvævet tæppe i klassiske Arne Jakobsen-farver. Tom Møller Jensen mener, det også er opgaver som disse, der har været medvirkende til, at virksomheden har fået endnu et prestigeprojekt i ordrebogen: Samtlige tæpper til det nyrestaurerede d’Angleterre på Kongens Nytorv i København.

- Tæpperne er vores bedste kvaliteter og er produceret målrettet alene til d’Angleterre. Vi skal levere til hele hotellet – værelser, korridorer, offentlige områder, restaurant, bar, reception og så videre – alt sammen individuelt designet og fremstillet til hvert område, siger Tom Møller Jørgensen, der glæder sig over opgaven, som bliver løst i tætsamarbejde med totalentreprenør på restaureringen, Phil & Søn.

Hammer Tæpper beskæftiger ca. 55 personer i hovedkvarteret i Birk ved Herning, hvor der igennem længere tid er blevet arbejdet i treholdsskift i produktionen. Hele den primære produktion foregår i Birk ved Herning og al efterbehandling på Ikast-fabrikken Foamtex, som Hammer Tæpper ligeledes er medejer af.